Skattelettelserne som 2013 blev skudt i gang med, preller af på Familien Danmark. Forbrugertilliden har ligget stabilt på omkring minus to i de første tre måneder af 2013, viser tal fra Danmarks Statistik.
Tore Stramer, der er seniorøkonom i Nykredit, siger, at det er en lille skuffelse.
- Mange danskere har fået et løft i rådighedsbeløbet her i starten af året som følge af lettelsen af skatten på arbejde, afskaffelsen af fedt- og sukkerafgift samt den rentebesparelse som mange boligejere fik ved årsskiftet, siger han.
Tallene viser dog, at de danske forbrugere forventer, at både familiens og Danmarks økonomiske situation om et år vil være bedre end i dag. Og privatøkonom i Danske Bank Las Olsen siger, at han regner med, at forbruget kommer til at stige i år.
- Forbrugertilliden siger noget om, hvor villige forbrugerne er til at bruge af deres penge, og det ser altså ikke ud til at ændre sig. Men forbrugerne får flere penge på lommen end sidste år, og det vil i sig selv løfte forbruget, siger Las Olsen.
Danskerne er dog stadigvæk bange for at miste jobbet. Vi forventer, at arbejdsløsheden vil være steget om et år sammenlignet med i dag, viser statistiktallene.
- Netop det, at danskerne frygter at miste deres job, betyder også, at danskerne fortsat er tilbageholdende med at anskaffe sig større forbrugsgoder, lyder det fra chefanalytiker i BRFkredit Mikkel Høegh.
Han påpeger, at man ikke kommer uden om, at der skal en mere sejtrækket ændring til, før dansk økonomi for alvor vender. Men han har svært ved at se, hvad der skal drive økonomien.
- Forbrugerne holder igen, eksportmarkederne har vist svaghedstegn, og politikerne forsøger at bremse den offentlige udgiftsvækst, siger Mikkel Høegh.
- Derfor skal vi nok væbne os med tålmodighed og skal formentlig et godt stykke ind i 2014, før økonomien for alvor vender, siger chefanalytikeren.
/ritzau/