Ritzau
Opdateret kl. 01:06
Et flertal i Sloveniens parlament har torsdag stemt for, at landets ydre grænser skal sikres yderligere. Det skriver flere internationale medier.
Med stemmerne 47 for og 18 imod vedtog flertallet i parlamentet, at landet skal sikres bedre mod den massive flygtningestrøm, der er gået gennem landet på den såkaldte "Balkan-rute".
Med den nye lovgivning får politiet bemyndigelse til at lukke landets grænser for illegale indvandrere, hvis det kan begrundes, at det er for at sikre landets sikkerhed.
- Hvis EU ikke er i stand til at finde en holdbar og effektiv løsning på flygtningeproblemet, så har Slovenien sin egen ret og forpligtelse til at finde de løsninger, der kan sikre landets egen interesse, sagde Sloveniens indenrigsminister, Vesna Gyorkos Znidar, inden afstemningen.
Amnesty International sagde tidligere torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP, at det er et klart tilbageskridt for menneskerettighederne i landet.
- Ved at lukke landets grænser for mennesker i nød og vende ryggen til deres internationale forpligtelser bevæger Slovenien sig nu ned ad den samme vej som nabolandene Ungarn og Østrig, siger Amnestys talskvinde Jelena Sesar.
Slovenien har 670 kilometer grænse op til Schengen-området, hvor der i dag ikke er paskontrol.
Landet mærkede tydeligt flygtningestrømmen, da Ungarn besluttede at lukke sine grænser.
I løbet af seks måneder i perioden mellem efteråret 2015 og de første måneder af 2016 vurderer myndigheder i landet, at 500.000 flygtninge og migranter har passeret gennem Slovenien.
Slovenien har officielt taget imod 267 flygtninge og migranter. Landet har to millioner indbyggere.
/ritzau/