Omkring klokken 21.35 blev de to mænd ramt ved skyderi foran biografen. De er nu begge uden for livsfare, men er endnu ikke afhørt af politiet.
Lige nu er politiet på jagt efter tre biler, som er blevet
sat i forbindelse med skyderiet.
- Der er to-tre biler, vi er interesseret i i forbindelse
med vores efterforskning. Det drejer sig om en sort Audi A6, en BMW og en
Mercedes, hvoraf den ene er svensk indregistreret, siger kriminalpolitiets
centrale vagtleder.
- Der er set tre-fire personer, der er undløbet fra
gerningsstedet og ind i disse biler, hvor en af dem siger ”Nu kører vi”. Der er
ingen tvivl om, at det udlændinge, siger vagtlederen.
Der har tidligere været gisninger om et bandeopgør i makedonske kredse, men det afviser vagtlederen.
- Vi arbejder ud fra flere motiver, men det indgår da i
vores efterforskning, at det kan have været et opgør i indvandrermiljøet. De to
ofre er ikke nogle helt unge fyre, den ene er født i ’76, den anden er født i ’65,
og det er to. Jeg kan se, det tordner løs med rygter om, at der
er tale om et makedonsk bandeopgør, men de to forurettede er altså oprindeligt
fra Armenien, siger den centrale vagtleder ved kriminalpolitiet. Han kan dog
ikke udelukke, at gerningsmændene er fra Makedonien.
Motivet er endnu ikke på plads, men politiet er overbevist om, at det ikke var meningen, at de to skulle dræbes.
- Det ligner en straffeaktion, i det de skyder mændene på
tæt hold i henholdsvis benene og ryggen. Hvis det havde været en drabsaktion,
havde man nok sigtet anderledes, siger vagtlederen, der endnu ikke vil
fortælle, hvor politiet søger efter drabsmændene.
De efterlyser nu vidner, der var til stede på gerningsstedet omkring klokken 21.50 søndag.
- Det skete i hjertet af København, og der var sort af mennesker. Vi efterlyser derfor vidner, der har set noget, også selvom det bare er nogle mænd, der steg ud af en bil, siger vagtlederen, der understreger, at man ikke skal være bange for at melde sig som vidne.
- Det er ikke hr. og fru. Jensen, det går ud over, men et internt opgør.