Dit barn er ikke automatisk dækket af din egen ulykkesforsikring.
Ved skolestart og efterskoleophold bør forældre blandt andet tjekke barnets ulykkesforsikring, familiens ansvarsforsikring og dækningen af cykel, computer og andre værdier.
August betyder skolestart for mange børn, mens andre for første gang flytter hjemmefra for at begynde på efterskole. Og midt mellem skoletaske, penalhus og flyttekasser er der én ting, som let kan blive glemt: forsikringerne.
Forsikringsoplysningen oplever hvert år spørgsmål fra forældre om, hvem der dækker, hvis et barn kommer til skade eller ødelægger noget i skolen. Her er det vigtigt at vide, at barnet skal have sin egen ulykkesforsikring.
- Mange forældre skænker det ikke en tanke, at børnene ikke skulle være dækket af forældrenes ulykkesforsikring, men det er de altså ikke. Det er derfor vigtigt, at man husker at få tegnet en ulykkesforsikring til hvert barn i husstanden, siger Anne Garde Slothuus, forsikringsekspert hos Forsikringsoplysningen.
På efterskole gælder også særlige forhold
For børn på efterskole er det ifølge LB Forsikring som udgangspunkt familiens indbo- og ansvarsforsikring, der er relevant, mens barnet også bør have sin egen ulykkesforsikring. Der er dog nogle forhold, forældrene bør være opmærksomme på.
En stjålet cykel er eksempelvis dækket af indboforsikringen, hvis den har været låst med en godkendt lås. En glemt computer eller taske er derimod ikke det samme som et tyveri og vil derfor ikke nødvendigvis være dækket.
LB Forsikring peger også på, at særligt værdifulde ting kan give problemer på et delt efterskoleværelse. Tyveri begået af en værelseskammerat er ifølge selskabet ikke dækket af indboforsikringen.
- Det er en god idé at overveje, hvilke særligt værdifulde genstande man ønsker at tage med på efterskolen, siger Kristina Køster, skadechef for Bygning- og Indboskade i LB Forsikring.
Skal eleven på udlandsrejse med efterskolen, anbefaler LB Forsikring desuden, at familien tjekker, om rejseforsikringen dækker turen.