Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) begynder sin ministertid, hvor hendes forgænger, Rikke Hvilshøj, slap: Kold. Afvisende. Uimodtagelig for argumenter.

Siden 2002 har flygtninge i Danmark modtaget såkaldt starthjælp, der er langt lavere end den kontanthjælp, danske ledige får. En flygtninge-familie med to børn får 11.968 kroner månedligt før skat – en dansk familie det dobbelte, 23.808 kroner.

Det er tale om soleklar, indlysende, oplagt diskrimination – selvfølgelig. Det nægter regeringen og minister Hornbech. Hvilket svarer til at nægte, at solen skinner mere i juli end i november. Regeringen gør det alligevel. Diskrimination er nemlig forbudt ifølge de FN-konventioner, Danmark hævder at følge.

Mere absurd bliver det hele af – hvilket de økonomiske vismænd har fastslået – at starthjælpen ikke virker de første to år, men tværtimod får flere til at opgive at arbejde – vel fordi de hensættes i elendighed og fattigdom. Det kunne Rønn Hornbech lytte til – men nej, ideologi vejrer tungere end fornuft.

Tanken er god nok – tanken! Hvorfor findes der ikke radikaliserede, hadefulde muslimer i USA? Fordi ikkeeksisterende offentlige ydelser tvinger muslimerne til at bestille noget, skabe deres eget liv, arbejde; ikke at henslæbe deres liv på offentlig forsørgelse. Rigtigt. Derfor er det fornuftigt – generelt – at sænke de offentlige ydelser for at presse folk ud på arbejdsmarkedet. Men forskelsbehandlingen er tordnende urimelig – de danskere, der henslæber livet på kontanthjælp, har langt større chance for at få arbejde, især nu, hvor alle skriger på arbejdskraft, end de ofte traumatiserede flygtninge, der har spildt år i et flygtningecenter.

Derfor: Ønsker regeringen rimelighed, så ophæv starthjælpen – eller udsæt de danske kontanthjælpsmodtagere for samme pres. De har langt lettere ved at få job.