I næste uge vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) indkalde Folketingets partier for at afklare, hvordan skandalen om udbytteskat skal undersøges.
Selv mener Karsten Lauritzen, at der bør gennemføres en advokatundersøgelse af skandalen, der har kostet skatteyderne milliarder af kroner.
- Der er ingen kommissioner, der har arbejdet hurtigt. Så skal vi have nogle hurtige svar, så er det en advokatundersøgelse, siger Karsten Lauritzen.
Dermed er ministeren på linje med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale, der allerede har støttet en advokatundersøgelse af sagen. For De Radikale er det et minimum.
Andre partier har til gengæld talt for at nedsætte en undersøgelseskommission, fordi den har udvidede beføjelser.
Hvis man skal til bunds i sagen, er det så ikke bedre med en kommission?
- Vi skal tage hensyn til, at vi skal komme til bunds. Men der skal ikke gå ti år med det. For så lærer vi ikke noget af det, siger Karsten Lauritzen.
Udmeldingen fra skatteministeren kommer, efter at et flertal uden om regeringen var ved at manifestere sig for enten en kommission eller en advokatundersøgelse.
Både S, DF, EL og De Radikale mener, at sagen bør undersøges.
På ti år har der været ni forskellige skatteministre fordelt på fire partier. Det har også ført til krav om at se på de enkelte ministres rolle i sagen.
Det ønske efterkommer Karsten Lauritzen gerne i en advokatundersøgelse.
- Der har været et ønske fra nogen om at se på, hvad de ansvarlige ministre har gjort og ikke har gjort.
- Det synes jeg, er fair. Jeg har intet imod, at min tid bliver undersøgt, og jeg har indtryk af, at de andre skatteministre på posten heller ikke har, siger den nuværende skatteminister.
Kammeradvokaten konkluderede torsdag, at der ikke er juridisk grundlag for at indkalde tre hjemsendte skattechefer til tjenstligt forhør i sagen.
Cheferne har tidligere givet udtryk for, at de - hvis der blev lavet en undersøgelse - gerne ville have åbne forhør.
/ritzau/