Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) kan smile, hver gang han skal se, hvad klokken er. Venstre-politikeren har nemlig et hundedyrt Rolex-ur af guld om håndleddet, uret fik han af en stenrig oliesheik i Qatar.
Det skriver B.T. lørdag.
Skatteministeren fik uret under et besøg i oliestaten i januar, hvor han skulle promovere dansk miljøteknologi, og han mener ikke, at han har brudt nogle regler ved at tage i mod Rolex GMT Master II-uret, der koster 68.000 kroner. Han har nemlig betalt moms og skat af det ur og et andet billigere ur, han fik på rejsen.
"Jeg valgte at betragte de to ure som to personlige gaver på samme måde som Marianne Jelved tidligere også har modtaget et Rolex-ur fra Maersk, hvor Marianne i øvrigt korrekt lod sig beskatte af urets værdi," skriver han i en mail til B.T.
Den radikale Marianne Jelved har tidligere modtaget et Rolex-ur til en værdi af 122.000 kroner af Mærsk.
Flere eksperter, B.T. har talt med, mener, at Troels Lund Poulsen har brudt reglerne for, hvad en politiker må modtage i gave. Professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School mener, at ministeren burde have takket nej til uret.
"Det her er langt over bagatelgrænsen for hvad han må tage imod. Det burde han straks levere tilbage. Hvis man skal gradbøje de forskellige ministre, så burde skatteministeren være ham, der holder sin sti renest," siger han til B.T.
Ministre skal oplyse, hvad de modtager i gaver.
Kilde: BT.dk