Skat indleder tjenestemandssager mod fire chefer og to menige ansatte i kølvandet på kraftig kritik mod Skats arbejdsmetoder.
Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.
Tjenestemandssagerne bliver indledt på baggrund af Kammeradvokatens anbefaling om at indlede tjenstligt forhør af seks ansatte.
- Efter at have læst Kammeradvokatens vurderinger og indstilling har jeg i dag orienteret de omfattede medarbejdere og chefer om, at der iværksættes tjenstlige forhør af dem.
- Det er min forhåbning, at sagen finder sin afslutning inden udgangen af første kvartal 2014, siger direktør i Skat, Jesper Rønnow Simonsen.
De fire chefer og de to menige medarbejdere er imidlertid ikke suspenderet, mens tjenestemandssagerne står på, og det betyder, at de fortsat kan møde på arbejde.
- Retssikkerhed for de ansatte i Skat er afgørende for tilliden mellem ledelse og medarbejdere, siger Jesper Rønnow Simonsen og fortsætter:
- Der er nogle helt faste rammer omkring et tjenstligt forhør, som sikrer, at de ansatte overfor en uvildig person kan forklare sig, og sagen afsluttes med, at der ligger nogle helt klare konklusioner for både de ansatte og mig.
Den 26. juni 2013 afleverede direktøren for Skat en redegørelse til skatteminister Holger K. Nielsen (SF) om retssikkerheden i Skats håndtering af kontrolsager og konkret i en række sager, der har været omtalt i pressen.
Efterfølgende bad Jesper Rønnow Simonsen Kammeradvokaten om at afdække, om der var grundlag for at iværksætte disciplinære sanktioner overfor ansatte, der har været involveret i de kritiserede sagsforløb.
De seks medarbejdere risikerer at blive fyret, hvis det bevises, at de har udøvet magtmisbrug i rækken af skattesager, der har udløst den massive kritik.
/ritzau/