Det var ikke kun Thomas Sørensen, der måtte udgå med en skade i lørdagens 1-3-nederlag til Brasilien.
Lasse Schöne udgik samtidig med Stoke-keeperen, da der kun var spillet halvdelen af første halvleg, og Danmark var bagud 0-2.
- Det var et slag på hoften, som jeg i forvejen havde lidt ondt i. Det var et slag på knoglen i hoften.
- Det var ikke lige det, jeg havde forventet. Det var lidt en streg i regningen, siger Lasse Schöne.
Den kommende Ajax-spiller, der søndag fyldte 26 år, satser dog på at være klar igen hurtigt.
- Det går fint i dag, og jeg er hurtigt klar igen. Det er allerede meget bedre. Jeg tror, jeg forholdsvis hurtigt kan falde ind i træningen igen. Jeg er selvfølgelig lidt øm, men smerten er gået væk.
- Jeg tror, jeg kan blive helt klar til kampen mod Australien. Det er jeg overbevist om, fastslår Lasse Schöne.
Den offensive midtbanespiller, som blev brugt på højrekanten i stedet for Dennis Rommedahl imod Brasilien, havde op til lørdagens testkamp imponeret til træning, men i kampen gik det dårligt.
- Jeg synes, det var gået fint til træning. Jeg ville så gerne vise mit værd, og så fik jeg sådan et slag.
- Ikke nok med at vi blev forholdsvis udspillet i første halvleg, jeg nåede også kun at røre bolden tre-fire gange. Det var ikke lige den dejligste dag, konstaterer Lasse Schöne.
Landsholdslæge Søren Kaalund regner med, at Lasse Schöne kan gå ind i træningen igen mandag.