En han og en hun af den sjældne papegøjeart Hyacint Ara blev natten til fredag stjålet fra zoologisk have i Aalborg.
Papegøjearten er på listen over verdens mest truede dyr, den er verdens længste papegøjeart og måler op til 100 cm fra hoved til hale.
Prisen for en papegøje ligger mellem 75.000 og 100.000 kroner, fortæller informationschef i Aalborg Zoo Søren Sørensen.
Og netop den høje pris er grunden til, at den zoologiske have nu har mistet de to sjældne papegøjer, mener Søren Sørensen.
- Tyvene har vist, at det var kostbare fugle og de har planlagt tyveriet grundigt. Det er ikke ufarligt at gå ind til fuglene. Man skal vide, hvad man har med at gøre, for de kan bide en finger af, forklarer Søren Sørensen.
For at komme hen til de to papegøjer har tyven eller tyvene forceret et hegn og skaffet sig adgang til buret ved at klippe flere hængelåse over.
I papegøjeburet har de brugt et stort net til at indfange fuglene, som de bagefter har fragtet ud i en kasse, gætter Søren Sørensen.
Mærket med chip
Papegøjerne er mærket med elektroniske chips, så Aalborg Zoo vil kunne identificere dem, hvis de bliver fundet. Men om de gør det, er svært at spå om, mener Søren Sørensen.
- Vi håber selvfølgeligt, at vi får dem igen, men måske er de allerede ude af landet. Til gengæld er arten så sjælden, at den kan være svær at komme af med herhjemme, siger han.
Tyven eller tyvene vil sandsynligvis forsøge at sælge papegøjerne til enten private samlere eller dyrehaver, der ikke aner uråd.
Det er ikke første gang, at Aalborg Zoo har været ude for et papegøjetyveri. For 16-17 år siden forsvandt en Lyserød Ara fra haven. Den blev aldrig fundet.