Hvert andet minut i hvert eneste døgn i år 2021 siger servicegiganten ISS goddag og velkommen til en ny medarbejder.
Den store udskiftning i medarbejderstaben og manglen på hænder giver ISS en stor jobudfordring. I alt skal der i år bruges 250.000 nye medarbejdere eller hvad der svarer til antallet af indbyggere i Aarhus.
- Vi er vant til at håndtere store udskiftninger, men vi kan se, at antallet af ansatte, der er her i mere end fem år, stiger. Der er stadigvæk mange, der kun er hos os i et år eller kortere, men det er typisk for at tjene penge inden studier eller videre karriereforløb, siger senior vice president i ISS med ansvar for HR, Dan Brennan, til JP Erhverv.
For mens der kommer nye medarbejdere i et interval på to minutter og seks sekunder, så siger en medarbejder farvel hver gang, der er gået to minutter og 18 sekunder.
Hvert år er den såkaldte personaleomsætning i ISS på 43 procent. Men selvom ISS tørster efter nye medarbejdere, så skal der også stilles krav til håbefulde ansøgere.
Håbefulde ansøgere skal igennem en række test, som skal sikre, at de lever op til en række minimumskrav, inden de får job.
Professor i ledelse på CBS, Henrik Holt Larsen, mener, at ISS har en stor udfordring med at få skabt en arbejdsplads, hvor folk har lyst til at blive længere.
- Udfordringen er, ud over den ressourcemæssige omkostning, at skabe en stærk kultur, så folk bliver, siger han til JP Erhverv.
Han peger dog også på, at det ikke altid ubetinget er vigtigt for virksomheder, at ansatte bliver i mange år.
Kilde: JP Erhverv