Pensioneret læge hjalp med selvmord: Her er hans straf
Den pensionerede læge Svend Lings vil fortsætte med at rådgive patienter, der ønsker at dø. (Arkivfoto). (Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix)
Det koster 60 dages fængsel for pensioneret læge at rådgive om selvmord. Straffen skal ikke afsones.

Højesteret har mandag stadfæstet en dom på 60 dages betinget fængsel til lægen Svend Lings. Han er dømt for at medvirke til to selvmord og et selvmordsforsøg.

Svend Lings havde undtagelsesvist fået lov til at anke sagen til Højesteret, som skulle vurdere, hvorvidt landsretten havde haft ordentlig styr på de juridiske detaljer, som indgik i sagen.

Den betingede straf betyder, at Svend Lings i udgangspunktet ikke skal afsone den. Men den kan blive udløst, hvis han begår ny lignende kriminalitet. Og det kan meget vel ske.

- Højesteret har talt. Så er det, sådan den danske lov skal forstås. Men det kan jeg ikke leve med. Nu genoptager jeg mit rådgivningsarbejde - ulovligt eller ikke, siger Svend Lings efter dommen mandag.

Svend Lings blev meldt til politiet tilbage i 2017 efter at have medvirket i et program på Radio24syv. Her var han med i sin egenskab af medlem af foreningen Læger for aktiv Dødshjælp

Det var Styrelsen for Patientsikkerhed, der anmeldte ham på baggrund af hans udtalelser. Han fortalte nemlig, at han havde hjulpet flere end ti patienter til at dø.

Hans hus blev ransaget, og han blev sigtet, for at medvirke til at personer kunne begå selvmord.

Anklagemyndigheden tiltalte ham i tre konkrete sager. I to af sagerne var der tale om selvmord, mens der i den tredje var tale om forsøg.

Efter at være blevet frifundet i det ene forhold i byretten, blev Lings i januar dømt for alle tre forhold i Østre Landsret. Og det er den dom, som han havde anket til Højesteret.

Lings' advokat, Hanne Rahbek, har under sagen anført, at begrebet "medvirken", når det gælder hjælp til selvmord, skal tolkes langt mere snævert end medvirkensbegrebet normalt skal i straffesager.

I dommen giver højesteretsdommerne advokaten medhold i, at begrebet skal forstås anderledes i selvmordssager. Men i den konkrete sag har der alligevel været tale om medvirken, lyder det i dommen.

I to af sagerne har Lings enten udskrevet medicin eller hjulpet med at få udskrevet medicin. Og det er medvirken til selvmord, mener de fem højesteretsdommere.

I den tredje sag rådgav Lings en ældre kvinde på mail om, hvordan hun skulle tage livet af sig selv. Tre af de fem dommere mener, at det har været tilstrækkeligt til, at han kan dømmes for medvirken.

Men to af dommerne var klar til at frifinde i det forhold. De mener, at eftersom der alene var tale om rådgivning, som allerede kunne læses på nettet, så var Lings i sin gode ret til at sende kvinden beskederne.

 

/ritzau/

via Listen To News