En selvmordsbombe i en moské i det nordvestlige Pakistan dræbte fredag mindst 25 mennesker og sårede 30, oplyser regionale embedsmænd i Mohmand klanområderne nær Afghanistans grænse.
- En del af moskeen og dens veranda styrtede sammen ved eksplosionen og ramte mange af de bedende. Vi er stadig ved at finde frem til dræbte og sårede i murbrokkerne fra bygningen, siger embedsmanden Naveed Akbar til Reuters.
Ifølge embedsmanden var fredagsbønnen i gang, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i hovedhallen.
En lokal indbygger, Shireen Zada, som havde deltaget i fredagsbønnen i en anden moské, hørte eksplosionen, da han var på vej hjem.
- Jeg løb hen til stedet og gik ind i hallen, hvor der var blod og afrevne lemmer over alt og grædende og klagende mennesker. Jeg hentede min lille lastvogn og var med til at bringe nogle af ofrene på hospitalet i Khar, siger han med henvisning til den nærmeste større by.
Premierminister Nawaz Sharif fordømmer angrebet og forsikrer, at regeringen vil stå fast i kampen mod ekstremister.
- De feje angreb, som terrorister udfører, kan ikke ryste regeringens beslutsomme politik, der vil eliminere terroren i landet, hedder det i en erklæring fra Sharifs kontor.
Ingen gruppe har taget skylden for angrebet, men det er sædvanligvis det pakistanske Taliban, som står bag angreb mod bløde mål som retssale, skoler og moskéer.
Den 2. september blev mindst 14 dræbt, mens over et halvt hundrede blev såret af en selvmordsbomber i en retsbygning i den pakistanske by Mardan.
Gruppen Jamaat-ul-Ahrar har taget skylden for dette angreb. Den militante organisation har tidligere angrebet kristne mål i Pakistan.
Jamaat-ul-Ahrar erklærede sig i 2014 i pagt med Islamisk Stat i Mellemøsten. Men for nylig har gruppen brudt pagten igen.
Organisationen stod blandt andet påskedag bag angrebet på advokater i en park i Lahore. Her blev 75 mennesker dræbt, heriblandt 29 børn.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.