Selvmordsangreb koster 30 livet i Afghanistan

Dødstallet forventes at stige efter et af de værste religiøse selvmordsangreb i nyere tid i Afghanistan.
Det afghanske politi bevogter det hellige alter i Kabul, hvor en selvmordsbomber tirsdag dræbte mindst 30 shiamuslimske pilgrimme.
Det afghanske politi bevogter det hellige alter i Kabul, hvor en selvmordsbomber tirsdag dræbte mindst 30 shiamuslimske pilgrimme. Foto: (AP Photo/Musadeq Sadeq) / POLFOTO

Et selvmordsangreb i den afghanske hovedstad, Kabul, har tidligt tirsdag kostet mindst 30 personer livet.

"De sårede er blevet overført til adskillige hospitaler, men omkring 30 mennesker er blevet dræbt og tallet vil stige. Så snart vi får indberetninger fra alle hospitaler, offentliggør vi det præcise antal," siger talsmand for Kabuls politichef, Hashmatullah Stanikzai, til Reuters.

Angrebet fandt sted i et helligt alter, som var fyldt med shiamuslimske pilgrimme i forbindelse med den shiamuslimske helligdag Ashura, som markerer profetens Muhammeds barnebarn, Husseins, død.

Ifølge et øjenvidne stod pilgrimmene meget tæt, da selvmordsbomberen udløste sin sprængladning. Angrebet er et af de værste religiøse terrorangreb i Afghanistan de seneste år. Der er endnu ingen, som har taget ansvar for handlingen.

I et andet selvmordsangreb tirsdag blev fire personer dræbt i Mazar-i-Sharif.

Kilde: Reuters, The Guardian

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.