En lille gave, et håndtryk og masser af opbakning. Det var, hvad fagforeningen HK havde med til de Tivoli-ansatte, der var på arbejde juleaftensdag.
- Vi gik rundt til alle og ønskede glædelig jul og gav dem en gave med biografbilletter. Det blev de meget glade for, siger René Knudsen, der er formand for HK Service Hovedstaden.
Mens store dele af Danmark hyggede med familien, skulle de ansatte i forlystelsesparken nemlig for første gang på arbejde den 24. december. Og modsat mange andre arbejdspladser betaler Tivoli ikke genetillæg for at arbejde juleaftensdag - noget, HK i ugerne op til jul har protesteret mod.
Ingen jysk jul
Som et led i protesten samlede fagforeningen penge ind i en stor sparegris, så de medarbejdere, der skulle på arbejde den 24. december, kunne få en julegave.
For det er til gene at skulle arbejde på en dag, hvor mange andre holder fri, siger René Knudsen fra HK.
- Vi talte blandt andet med et par stykker, der boede i Jylland, men ikke kunne nå hjem og holde jul, fordi de fik så sent fri. Det er ikke, fordi vi siger, at Tivoli skal holde lukket juleaftensdag. Vi synes bare, de ansatte skal have et tillæg for at være på arbejde sådan en dag, siger han.
Tivoli: Vi overholder overenskomsten
Tivolis kommunikationschef Torben Plank understreger, at forlystelsesparken overholder overenskomsten på området, men siger, at de er åbne over for at forhandle igen, hvis HK også er parat til at rykke sig.
Forbundets tivoli-tur og gaver til de ansatte vil han ikke blande sig i.
- At HK-forbundet tager en tur i Tivoli og for at give deres medlemmer en gave har vi da ikke noget imod. I Danmark har vi alle ret til at give vores holdninger til kende, så det er fint for os, lyder det fra Torben Plank.
Om Tivoli også holder juleåbent i 2015 er for tidligt at sige, tilføjer han.
Striden er opstået, fordi Tivoli ikke har tradition for at holde åben juleaften, og HK derfor ikke forhandlede om tillæg på den dag under seneste overenskomstforhandling.