Når der i den danske gymnasieskoles religionsundervisningen fokuseres på Islam, så sker det ud fra en grundbog, der er redigeret af frygt for trusler og overgreb fra voldelige islamister. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Dermed er selvcensuren også rykket ind på gymnasiet, mener religionslektor ved Kolding gymnasium og forfatter til den omtalte undervisningsbog, Allan Poulsen.
Bogen 'Islamdebat' omhandler blandt andet terrorangrebet den 11. september, den islamkritiske film 'Submission' og om Muhammed-tegningerne, men den endelige version af bogen indeholder hverken illustrationer fra filmen eller tegningerne.
"Vi har fået en situation, hvor man kan blive nødt til at overveje, om der er noget, man bør være bange for at gøre. Det er noget helt nyt, som er opstået siden Muhammed-krisen," siger Allan Poulsen.
Allan Poulsen var selv med til at fjerne illustrationer fra bogens omslag, mens forlaget forlangte, at den oprindelige titel blev ændret, og at Muhammed-tegningerne under ingen omstændigheder måtte trykkes i bogen.
Undervisningsministeren, Tina Nedergaard (V), ønsker ikke at kommentere på det enkelte tilfælde, men mener, at man sagtens kan forholde sig kritisk til en religion uden at trykke de omtalte illustrationer.