Seks personer blev ved lørdag aftens anti-vaccine demonstration i Aarhus midtby sigtet for besiddelse af narkotika.
Det skriver Lokalavisen Aarhus.
Demonstrationen forløb ifølge Østjyllands Politis døgnrapport roligt, men udover narkotika blev der anvendt fyrværkeri i form af bomberør. Det kostede ifølge lokalavisen en 27-årig mand en sigtelse for overtrædelse af fyrværkeriloven.
En anden 27-årig mand blev også sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, da han antændte et romerlys, mens et par betjente stod tæt på.
Manden var i besiddelse af yderligere 15 bomberør, som blev beslaglagt.