Mens FC Nordsjællands spillere løb rundt med armene over hovedet og fejrede mesterskabet, så var stemningen på lavpunktet i Parken.
Københavnerne, der rundede sæsonen af med en 2-1-sejr over Silkeborg, kan kun takke sig selv for, at guldet og den medfølgende plads i Champions Leagues gruppespil kiksede i denne sæson.
Da Superligaen blev genoptaget i foråret havde FCK et forspring på fire point til nordsjællænderne, men guldet begyndte at glide holdet af hænde i sæsonens sidste fem kampe.
Her formåede træner Carsten V. Jensens mandskab blot at skrabe fem point sammen, mens FCN tog hele 13 point. Blandt andet med en sejr over de københavnske sølvvindere.
I sæsonens sidste kamp var københavnerne endnu en gang yderst sårbare, og gæsterne fra Silkeborg fik lov til at svinge dirigentstokken i lange perioder i Parken.
Efter bare to minutter blev københavnernes problemer i midterforsvaret udstillet, da Silkeborgs Marvin Pourié sled sig fri og knaldede et indlæg fra Martin Svensson på overliggeren.
Gæsternes småspil langt fremme på banen kunne meget let have udmøntet sig i mere end et reduceringsmål, men FCK-keeper Johan Wiland fik taget godt fra de fleste gange.
Hjemmeholdet spillede nervøst, men i enkelte facetter af spillet viste de detroniserede mestre klassen.
Blandt andet da Martin Vingaard efter 18 minutter lagde en knivskarp aflevering i dybden til Mustafa Abdellaoue, der skød bolden fladt under Silkeborg-målmand Lasse Heinze til 1-0.
På det tidspunkt var stillingen mellem FCN og AC Horsens i Farum 0-0, og dermed var københavnerne mestre i kraft af en bedre målscore.
Stemningen var på kogepunktet frem til pausen, hvor nyheden om, at FCN havde bragt sig foran bredte sig på tribunerne.
Martin Vingaard var generelt et af lyspunkterne, og midtbanespilleren havde også et frisparksforsøg på stolpen.
Dame N'Doye gjorde naturligvis også sit arbejde, da han efter en times spil søgte mod forreste stolpe og headede et hjørnespark i mål til 2-0.
Selv om målene reddede lidt af stemningen, så var tilskuernes opmærksomhed i lige så høj grad i Farum Park. Men publikum måtte vente forgæves på gode nyheder.
I stedet kunne de se Marvin Pourie reducere til 1-2 20 minutter før slutfløjt, og lidt senere kunne tilskuerne også se på Parkens storskærme, at FCN var kommet foran med både 2-0 og 3-0 mod Horsens.
FC Nordsjælland slutter sæsonen på 68 point, mens FCK blot fik 66 point. Superligaens andenplads betyder, at københavnerne til efteråret skal spille kvalifikationskampe til Champions Leagues gruppespil.