I mindst fire år har ugebladet Se og Hør for betalt en IT-specialist ansat i Nets for at overvåge en lang række kendte og kongeliges hævekort.
Sådan lyder beskyldningerne i en ny bog, som tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen har skrevet.
Det skriver BT mandag.
Ifølge bogen fandt overvågningen sted i perioden 2008-2012, og Se og Hør har angiveligt brugt kreditkortinformationerne til at følge i hælene på de kendte. For eksempel da prins Joachim og prinsesse Marie rejste på hemmelig bryllupsrejse i 2008.
"Vi var lige i røven på dem hele tiden. Det var sgu’ bizart. Ét sekund efter at Jokke havde kørt kortet igennem på f.eks. en restaurant, tikkede transaktionen ind på min mobil. Så selv om vi mistede dem i Vancouvers mylder et par gange, så fandt kreditkortet dem altid igen," siger en journalist i bogen ifølge BT.
Også kendte som Line Baun Danielsen og Casper Christensen har fået overvåget deres hævekort.
I en pressemeddelelse mandag formiddag afviser Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, beskyldningerne om systematisk overvågning.
"Omkring BTs historie i dag kan jeg forsikre, at jeg ikke er vidende om, at SE og HØR systematisk har overvåget kendte og kongelige personer. Det er ikke arbejdsmetoder, som jeg kan stå inde for, og det er ikke arbejdsmetoder, som kommer til at finde anvendelse under min ledelse af SE og HØR," udtaler Niels Pinborg i pressemeddelelsen.
Bogen hedder "Livet, det forbandede" og udkommer i morgen tirsdag på forlaget Bogkompagniet.