I de iskolde januargrader er kærligheden brandvarm blandt de danske kendisser.
Selv om der lørdag var præcis en måned til valentinsdag, brugte flere weekenden til at fejre forelskelsen og markere nogle helt særlige mærkedage.
Vild med dans-finalisten Stephania Potalivo er rejst østpå med bøfkongen Nils Petter Bro ved sin side. Den 30-årige skuespillerinde og 38-årige restauratør har nydt Vietnam siden årets første dag, og her har de eksotiske omgivelser netop dannet rammen om markeringen af en skæbnesvanger begivenhed for parret.
- Lidt fuld og meget glad på min sidste aften i Vietnam. I dag (lørdag, red.) er det en ekstra speciel dag, fordi det præcis er et år siden, jeg mødte min Nils Petter Bro, jubler Zulu-stjernen på Instagram.
Også Potalivos flamme fejrer forelskelsen på det sociale medie gennem et feriefoto af parret.
- Et år med hende her i dag. Jeg er en heldig mand, fastslår den madglade forretningsmand om "Sjit Happens"-silden med de italienske aner.
Endnu et celebert par markerede en helt særlig mærkedag lørdag den 14. januar. Sangerinden Fallulah og musikeren Thomas Holm kan nemlig om to år fejre, at de har været kærester i et helt årti.
- Otte år, lyder det efterfulgt af et hjertesymbol fra "Toppen af poppen"-stjernen til et fællesfoto af parret, der fik datteren Gloria sammen i oktober.
Kærligheden blomstrer også på Neel Rønholts Instagram - tidligere i januar faldt kollegaen Jens Sætter-Lassen nemlig på knæ for sin skuespillerinde.
Lørdag markerede skuespillerparret nyforlovelsen, og det benyttede "Badehotellet"-stjernerne til at takke for de mange lykønskninger på det sociale medie.
- Tak for alle de søde hilsner i forbindelse med vores forlovelse. I er søde, og vi er lykkelige, jubler den 32-årige skuespillerinde om det forestående ægteskab med den 30-årige "1864"-hovedrolleindehaver.
Parret, der har datteren Ellen sammen, har afsløret over for Ritzau Fokus, at de planlægger et sommerbryllup enten i år eller i 2018. Og det unge skuespillerpar er allerede i træning. Rønholt og Sætter-Lassen har netop giftet sig på lærredet som en del af plottet i den kommende film "Thorn".
/ritzau/FOKUS