I dag fejrer vores nordiske fæller på Færøerne deres nationaldag, Olaifest - og det har kastet en yderst positivt hilsen af sig fra dronning Margrethe til det færøske folk.
Kongehuset har i en hilsen på Instagram delt et uddrag af en tale, som dronningen holdt under sit nylige besøg på Færøerne med Kongeskibet Dannebrog, for at ønske færingerne tillykke med nationaldagen.
Og talen viser med stor tydelighed, at dronningen har et svagt punkt for det færøske folk.
- Færøernes største rigdom er ikke havets fisk eller undergrundens mulige olie - nej, det er - og har altid været - færingerne selv, lød det i dronningens tale.
- Det er færingernes dygtighed, deres ildhu og ihærdighed, deres håb og deres drømme, som har skabt det færøske samfund, vi ser i dag, roste dronning Margrethe videre i sin tale, som hun holdt under en middag i den færøske hovedstad Thorshavn.
Sammen med hilsnen har kongehuset delt et billede af dronningen iklædt den færøske nationaldragt under sommertogtet.
Selv om Færøerne har opnået hjemmestyre, er de 18 øer stadig underlagt kongeriget Danmark.
Som bekendt var det i år uden prins Henrik ved sin side, at dronningen lagde fra borde med Dannebrog. Tidligere valgte han nemlig at trække sig tilbage fra sine officielle pligter i kongehuset og frasige sig sin titel som prinsgemal.
Se opslaget her: https://www.instagram.com/p/BIb63RTgXbN/?taken-by=detdanskekongehus
/ritzau/FOKUS