Grevinde Alexandra siger farvel til sin villa i Nordsjælland efter lidt over tre år på adressen.
60er-villaen, som ligger tæt på Dyrehaven i Charlottenlund, er solgt efter lidt over ti måneder på markedet, oplyser boligmediet Boliga.dk.
Grevindens hjem kom på markedet i januar for 14.995.000 kroner hos liebhavermægleren Kristian Lützau, der bekræfter handlen overfor Boliga.dk.
Villaen ligger i Gentofte, som er en af landets dyreste boligkommuner. (Foto: Lützau)
Handlen er endnu ikke tinglyst og ejendomsmægleren har ikke yderligere kommentarer til prisen. Det betyder, at det endnu ikke vides, hvor meget de nye ejere har betalt for at overtage nøglerne til det 215 kvadratmeter store hjem, som har seks værelser, sydvendt terrasse og dobbelt garage.
Villaen ligger i Gentofte Kommune, som er en af landets dyreste kommuner, når det drejer sig om boligkøb. Her handles villaer ifølge Boliga i gennemsnit til en kvadratmeterpris på 67.700 kroner - svarende til 10,15 millioner kroner for et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter.
Hvis Alexandras villa er solgt til gennemsnitsprisen vil den have kostet 14.555.500 kroner - altså en smule lavere end den var udbudt til.
Nyt hjem i hovedstaden
Den 57-årige grevinde kommer ikke til at stå uden tag over hovedet, hun er allerede flyttet til en lejlighed tæt på Kongens Have og Marmorkirken midt i København.
Storbylejligheden ligger i Salomon Palæ - en herskabelig ejendom fra 1867 - og har et boligareal på 168 kvadratmeter. Lejligheden købte grevinde Alexandra i januar for 11,6 millioner kroner.
Grevinde Alexandra var gift med prins Joachim fra 1995 til 2005 og sammen har de sønnerne prins Nikolai på 22 år og prins Felix på 19 år.
Se Grevinde Alexandras tidligere hjem her