Han var manden bag efterårets højdramatiske forhandlinger mellem den skandinaviske fly-gigant SAS og dets ansatte.
Men selvom Rickard Gustafson ikke just er de ansattes favorit, så er han frygteligt populær et andet sted. Den svenske rejsebranche har nemlig kåret den udskældte SAS-boss som årets chef i rejsebranchen. Det skriver dr.dk.
Ifølge dr.dk fik han prisen for "sit arbejde under efterårets akutte krise i SAS, hvor han under ekstremt pres formåede at indgå de nødvendige aftaler for at redde SAS. Dermed blev hovedparten af arbejdspladserne samt produktet til de skandinaviske kunder også reddet."
Det har man intet tilovers for hos de kabineansattes fagforbund, CAU. Her kalder man kåringen for "en hån mod vores medlemmer".
- Vi har absolut ingen forståelse for, at rejsebranchen på denne måde honorerer en ledelse, som i den grad tilsidesætter den skandinaviske forhandlingsmodel, siger CAU's formand, Helge Thuesen til DR Nyheder.
Han frygter ifølge DR, at kåringen har gjort CAU's medlemmer så oprørte, at de i morgen må holde et medlemsmøde, for at "dæmpe gemytterne".
CAU sagde hårdt presset ja til ledelsens krav til lønnedgang og øget arbejdstid til de ansatte ved forhandlingerne i efteråret.
Udover prisen som årets chef fik SAS prisen som "årets europæiske flyselskab".
Kilde: DR Nyheder