Der er næsten garanti for en smuk brud, hvis køberen altså hev pungen frem for at købe tv-værtens kjole til sig selv.
I hvert fald blev Sarah Grünewalds brudekjole solgt for hele 3.000,- kroner, da der i weekenden var luksus-loppemarked til fordel for Gadens Børn.
I alt blev der ifølge PR-bureauet Xponering indsamlet hele 188.000 kroner med hjælp fra brudekjolen og blandt andre Sarah Grünewald, Søren Le Schmidt og Ole Henriksen.
Sarah Grünewald er ambassadør for Gadens Børn, der hjælper udsatte børn i Indien.
Før weekendens store loppemarked og modeshow i Lyngby, fortalte Sarah Grünewald, at Gadens Børn har en kæmpe plads i hendes hjerte.
- Jeg glæder mig til at deltage og hjælpe med at afvikle modeshows med de frivillige, og til selv at sælge ud af noget af mit eget tøj til fordel for Gadens Børn. Jeg medbringer bl.a. en kjole, som jeg har båret i "Vild med Dans" og den kjole, som har betydet allermest for mig, nemlig min brudekjole.
Jeg går meget op i bæredygtighed og er stor fortaler for, at tøjet får et nyt liv. Jeg skal jo ikke bruge min brudekjole igen, så derfor vil det glæde mig meget, hvis den kan komme videre og bringe lykke på en andens store dag, sagde Sarah Grünewald.
Den danske hjælpeorganisation Gadens Børn, har i øvrigt siden 2020 drevet en luksus second-hand butik på Frederiksberg og hjulpet gadebørnsprojekter i Kolkata i Indien.