Hele Danmarks rockmama er igen aktuel. Sanne Salomonsen spiller med i musicalen 'Hair' på Østre Gasværk i København, og i den forbindelse har ugebladet Søndag fået en snak med rock-stjernen om livet, karrieren og kærligheden.
Lige nu har Salomonsen ikke en partner - hverken fast eller løst - men når kærligheden kalder, holder den 57-årige sangerinde sig ikke tilbage.
- Jeg vil da gerne sige, at når det kommer til mit kærlighedliv, opfører jeg mig i virkeligheden ret meget, som mænd gør. Hvis jeg ser én, jeg synes om, sidder jeg ikke og venter på, at han får øje på mig, siger Sanne Salomonsen til Søndag.
Den aktuelle musical-stjerne udgav sit første album tilbage i 1973, og alderen er da også ved at sætte sit præg på den gamle mama.
- Det kan godt ærgre mig indimellem, at man bliver rynket, og at det hele hænger mere. Vi vil vel alle sammen gerne være stramme og pæne, siger Salomonsen, som dog på ingen måde har det skidt med sin alder:
- Jeg vil hellere været rynket og have det godt end ikke være rynket og ikke have det godt.
I det store hele er en af Danmarks mest elskede stemmer lykkelig for sit liv.
- Hvis jeg faldt om i morgen, vidste jeg, at jeg har prøvet alt, siger Sanne Salomonsen, og tilføjer:
- Indtil nu. For der ligger stadig mange år foran mig, hvor jeg kan prøve en masse nyt.
Sanne Salomonsen synger på Østre Gasværk fra 19. februar til 12. maj.