Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er uambitiøs med sit krav om stop for skatter, afgifter og byrder på virksomheder inden næste valg, lyder det fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.
Han er ikke imponeret af den tidligere statsministers ambitioner, som mandag lanceres i Politiken.
- Bedre sent end aldrig. Jeg forstår ikke, hvorfor Venstre ikke gennemførte byrdestoppet, da man havde regeringsmagten, siger Anders Samuelsen, der også undrer sig over, at partiet ikke fremsatte det som krav i forhandlingerne om energi- eller skatteaftalen.
- Energiaftalen har hævet en række afgifter. Skatteaftalen har hævet en række skatter. Så det er mindst to postgange for sent, når det tages i betragtning, at Lars Løkke på valgnatten lovede, at det ikke måtte blive dyrere at være dansker, siger han.
Liberal Alliance vil derimod videreføre Venstres gamle skattestop samt sikre offentlig nulvækst eller beskære den offentlige sektor. Staten er svulmet så meget op, at der er behov for smalhans, mener han.
- Vi skal have negativ vækst i det offentlige. 300.000-400.000, som er ansat siden 1970'erne, er alle sammen kolde hænder. Selvfølgelig er det muligt at skabe en mindre offentlige sektor. Det burde også være en ambition for Venstre, siger Anders Samuelsen.
Venstres forhenværende finansminister Claus Hjort Frederiksen har tidligere foreslået, at danskerne skal betale lige så lidt skat som svenskerne og arbejde til samme lavere løn som tyskerne. Det er den rigtige vej at gå, mener Liberal Alliances leder.
- Liberal Alliances samlede plan fører til samme skattetryk som svenskernes. Så bliver man i Danmark anklaget for at være ultraliberalist. I Sverige har de trods alt lært at leve sådan uden at sulte i gaderne. Det kan man også i Danmark, siger Anders Samuelsen.
Danmark kan lære af den tyske arbejdsmarkedspolitik, at tyskerne har større købekraft trods en lavere løn end danskerne, mener han.
/ritzau/