Har du ligget og vendt og drejet dig i nat og skubbet dynen ned i fodenden.
Ja, så er det faktisk ikke så underligt.
Natten i nat var nemlig årets første tropenat.
To steder, begge på Fyn, blev der gennem hele natten registreret temperaturer på over 20 grader.
Og selvom vi også sidste år oplevede en tropenat nogenlunde på samme tidspunkt, så er den i nat alligevel speciel.
Det fortæller Danny Høgsholt fra TV 2's Vejrcenter.
"Vandtemperaturen var sidste år et par grader højere end i år. Derfor er tropenatten en anelse mere spektakulær i år end sidste år, selvom den også sidste år kom tidligt," siger han til Newspaq.
Normalt falder den første tropenat først i august, når vandet i havene er varmet så meget op, at det virker som en varmepude.