Sommervarmen og solen er forsvundet, og solbrillerne er igen blevet erstattet med regntøj og paraply.
Men fortvivl ikke! Det kræver kun et par klik med musen at få skruet temperaturen på kontoret op og få sommerstemningen tilbage.
Avisen.dk bringer her fem af de største og hedeste musikalske sommerperler gennem tiden.
Det er svært at komme uden om italienske Sabrina og hendes 'Boys (Summertime Love)' fra 1987, når snakken falder på sommerhits. Der er ikke meget overladt til fantasien, når Sabrina slår sig løs i poolen blandt badebolde og kulørte drinks. Videoen blev i øvrigt boykottet af den britiske tv-kanal BBC.
Kvinderne skal da heller ikke snydes for bar hud. I Whams 'Club Tropicana' fra 1983 viser en ung George Michael sig gladeligt frem i minimale badebukser under et vandfald. Videoen er optaget på Ibiza.
I 1996 blev hele verden ramt af en voldsom trang til at danse. Og det var ikke hvilken som helst dans, der fyldte dansegulve fra Miami til Madrid og videre til Shanghai og Sydney. Det var 'Macarena' af den spanske duo Los Del Rio, der blev danset til, og sangen står i dag som et af de mest soleklare eksempler på et sommerhit.
Dans, sol og strand er der masser af i videoen til Kaomas 'Lambada' fra 1989. Sangen blev oprindeligt indspillet af en boliviansk popgruppe otte år tidligere, men i dag er det Kaomas version, der fortsat kan fylde strandbarer og dansegulve verden over.
På de hjemlige breddegrader kan vi nu også det med sommerhits. Det måske største af slagsen stammer fra 1982, hvor Laid Back udsendte 'Sunshine Reggae'. Videoen emmer af sommer, og der er blevet plads til både badedyr, kokosnødder og farverige parasoller.
Hvilket af disse fem sommerhits synes du, er det bedste? Deltag i afstemningen til højre.