Se Don Johnson agere lavmælt cool bag rattet på sin Ferrari, og Bruce Springsteen synge alle afrikaneres nød ud. Se sparket, der definerede en ungdom og dramadokumentaren om Vietnam-veteraner.
Mens tv i dag består af hyggelige jyder i sommertøj, der snakker om, hvor meget sjov man kan have på en campingplads, selv om det regner, så har det ikke altid været sådan. I 80’erne kunne de lave tv, som ikke bare sprængte rammerne for serier totalt, men som fik en generation af mænd til at ændre stil fuldstændigt. Pludselig havde alle bekymrede udtryk i blikket, pastelfarver og daggamle skægstubbe. Se hvordan Don Johnson formår at definere hele kærlighedens tvivl og betingelser i en enkelt telefonsamtale, og nyd især i de første 60 sekunder, hvor cool man kan filme to fyre i en bil, der er på vej mod en uundgåelig, men ukendt skæbne.
Musikken starter 1.40, og hvis du var ung i 80’erne, starter kuldegysningerne præcist samtidig. I de følgende sekunder vrider Daniel LaRusso sig i smerte, mens publikum hujer som kunne alene deres råb trodse den uretfærdighed, der er overgået vores helt. Men så ved 1.12 stiller Daniel LaRusso sig på et ben, mens hans fjogede fjender skriger No Mercy! No Mercy! Man kan se frygten og tvivlen i Daniels blik, mens Mr. Miyagy står i ophøjet ro, overbevist om udfaldet. Og så 1.01 er der kontakt, og kæresten smider sig i Daniels arme, mens musikken når sit cresendo, og ærkefjenden nærmest presser pokalen i Daniels hænder og siger ”You’re alright LaRusso”.
En gang var ingen større end Michael Jackson. Her viser han, hvor god han var på toppen af sin karriere. Før alt gik galt, og han for evigt blev til et menneskeskabt andet menneske. Dybest set står han bare og synger en sang om en fyr, der ikke vil vedkende sig, at han har gjort en pige gravid. Men intensiteten i stemmen og hver eneste bevægelse er ekstraordinært ægte. Man kan næsten fornemme, hvordan han slet ikke kan vente med at nå frem til det tidspunkt i sangen, som senere skulle vise sig at blive det afgørende øjeblik i hans karriere. Det starter 1.18 og varer kun få sekunder. Men i de sekunder viste Michael Jackson verden, hvordan man går baglæns ved at bevæge sig fremad.
Mike Tramp, der var stor med Boom Boom og Mabel, da han var lille, drog til USA og blev en mindre superstjerne. Her er han med som repræsentant for sidste århundredes værste hårmode. De stenhårde rockdrenge i puddelrock bands væltede sig i villige damer og lavede nogle af 80’ernes bedste ballader. - Der er et blødende hjerte i selv den største kriger, som Mike Tramp engang svarede, da han i et interview blev spurgt, hvordan det kan være, at de hårde drenge laver de smukkeste ballader. I denne sang sætter White Lion fokus på børn, der græder. Læg mærke til den dybtfølte smerte i Mike Tramps vibrerende rockstemme. Omkvædet efterlader dog det håb, at en ny verden begynder, når børnene synger i stedet for at græde. Hårdere blev det ikke, før Nirvana dukkede op i det følgende årti og viste verden, hvordan rigtig oprørsmusik skal spilles.
Uanset hvad man ellers mener om We are the World, så viser sangen, at når først Bruce Springsteen bliver grebet, så giver han alle andre baghjul. Mens de øvrige stjerner står og nynner sig gennem sangen, så lader The Boss sig selv rive med og synger hvert eneste ord, som om han mener det. Lionel Ritchie sætter det hele i gang med sin sprøde romantiske røst, der rummer så megen vilje til at være en god mand. Hvis ikke man var med på USA for Africa i 80’erne, ja så var man simpelthen bare ikke med. I hvert fald ikke i Amerika. Nå ja og så skal man heller ikke glemme, at Willie Nelson omkring to minutter ind i sangen synger et enkelt vers, der viser, hvorfor han har så mange kvinder at takke for at have elsket ham.
Med det dramadokumentariske mesterværk om hjemvendte Vietnamsoldaters problemer med at tilpasse sig et samfund, der er et andet, end det de forlod, introducerede Sylvester Stallone en ny type helt. Nemlig enspænderen, der kan sy sine egne sår, selv om han hænger på en bjergskråning. Senere udviklede han personen John Rambo til at kæmpe det godes sag i fjerne egne over hele verden. Men det er i den første film, man for alvor forstår John Rambos ensomhed. Allerede i startsekvensen hvor en forventningsfuld Rambo ankommer til et hus i udkanten af en lille by for at besøge sin ven fra Vietnam. Desværre er vennen død, og Rambo er igen alene. I den ene scene formår Sylvester Stallone at beskrive hele den desperation, som film som The Deer Hunter skal bruge både oceaner af tid og Meryl Streep på.