Fremover skal det være helt op til det enkelte folketingsmedlem, om de vil have de godt 53.000 kroner om måneden plus tillæg i løn, som de er berettiget til, eller om de vil nøjes med mindre.
Det mener i hvert fald Socialdemokratiet, som nu foreslår at ændre på reglerne for politikeres løn- og pensionsforhold. Det skriver tv2.dk.
Det sker, efter politikernes løn og pension gennem længere tid har været til debat, og blandt andet Enhedslisten har foreslået et opgør med de høje lønninger og gunstige pensionsforhold.
- Vi kan konstatere, at der i øjeblikket er en del folketingsmedlemmer, som synes, at de bliver bebyrdet af et alt for højt vederlag og en for høj pension. Og vi andre, som egentlig mener, at det er nogle fair arbejdsbetingelser, vi har, vil gerne tilbyde dem, som ikke kan holde det ud længere, at de kan få lov at gå ned i løn og komme over på en anden pensionsordning, siger Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass til tv2.dk.
I dag modtager folketingsmedlemmer fra Enhedslisten samme løn som alle andre, men afleverer en del af lønnen til partiet i form af en partiskat. Enhedslisten har endnu ikke besluttet sig for, hvordan man vil forholde sig til Socialdemokratiets forslag, oplyser gruppeformand Pelle Dragsted til tv2.dk.
Forslaget skal behandles i Folketinget i løbet af de kommende uger.