Partierne i Folketinget er 'reformangste' og tør ikke ruste Danmark til fremtidige kriser. Det er finansordfører Joachim B. Olsen og politisk ordfører Christina Egelunds pointe i et debatindlæg i Jyllandsposten.
I stedet for at hvile på laurbærene skal Danmark nemlig skære ind til benet, når vi er i et finansielt opsving.
- Liberal Alliance foreslår konkret, at efterlønnen fjernes helt, at pensionsalderen sættes op, og at dimittendsatsen sænkes for nyslåede kandidater på dagpenge, skriver de i debatindlægget.
Når vi lever længere, skal danskerne nemlig også blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det mener de ikke, at venstrefløjen tager højde for.
- Danmarks selverklærede arbejderpartier mener, at det er en straf i sig selv for ældre og erfarne mennesker at skulle blive længere på arbejdsmarkedet, i takt med at middellevetiden stiger, skriver de.
Liberal Alliance skyder med skarpt og anklager Folketingets andre partier for at være handlingslammede. Og der bliver også smidt en hentydning til den nylige taxilovgivning, der med deres partikollega, transportminister Ole Birk Olesen (LA) i spidsen gør fremtiden for Uber særdeles usikker.
- Det er, som om de reformangste partier tror, at hvis vi bare sidder bomstille og ikke foretager os noget (udover at forbyde nymodens pjank som Uber, forstås), kommer 1950’erne tilbage. Det gør de ikke, og helt ærligt, så synes vi også, at 2017 er mere aktuelt, skriver de.