Social- og sundhedsassistenterne i landets største kommune skal ikke forvente, at deres strejke fører til et stort lønhop som i Ishøj, hvor deres kolleger er blevet lovet 1.000 kroner mere om måneden.
Det fastslår Ikram Sarwar, socialdemokraternes sundhedsordfører på Københavns Rådhus.
- Lønnen alene rykker ikke noget. Jeg talte med social- og sundhedspersonalet i foråret. Og ud fra det de har sagt, er det ikke lønnen, der er det største problem. Problemet er, at der er så stor mangel på arbejdskraft, at de ikke har tid til at give omsorg og bruge deres viden, siger han.
Han fortæller, at Københavns Kommune istedet har indført et system, hvor social- og sundhedshjælperne kan få 4.000 kroner ekstra i løn om om året, hvis de videreuddanner sig. Og det system er at foretrække, mener Ikram Sawar.
Samtidig mener han, kommunen i stedet bør satse på at få flere indvandrerkvinder i job i ældreplejen ved at sluse dem ind i særlige forløb, hvor de bliver undervist i både dansk og ældrepleje. På den måde afhjælper man nogle af problemerne med mangel på arbejdskraft.
Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA, mener tværtimod, at mere i løn står højt på plejepersonalets ønskeseddel.
- Højere løn som i Ishøj vil absolut få flere i arbejde og være med til at fastholde det nuværende personale, siger han.