Socialdemokratiet afviser ikke et fleksibelt dagpengesystem.
Det sker efter, at formandskandidaten i SF Annette Vilhelmsen kommer på banen i spørgsmålet om dagpenge. Hun mener, at længden af dagpengeperioden skal afhænge af, hvor stor arbejdsløsheden er generelt.
- Vi har før sagt, at vi gerne vil en fleksibel dagpengeperiode, at det er en interessant idé. Det synes vi selvfølgelig stadig, det kan være, men vi har jo også et regeringsgrundlag, som vi skal forholde os til, siger arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S).
Den ømtålelige debat om dagpengeperioden har fået nyt liv, efter formandskandidat i SF Annette Vilhelmsen har gjort det klart, at hun vil arbejde for at gøre dagpengesystemet afhængigt af de økonomiske konjunkturer. Det vil sige, at perioden gøres længere, når arbejdsløsheden er høj, og det er svært at få job.
En udmelding, der har fået den afgående formand Villy Søvndal (SF) på banen:
- Jeg vil gerne advare mod, at formandsvalget gøres til et spørgsmål om, hvorvidt SF skal sidde i regering.
Han tilføjer desuden, at regeringsgrundlaget ligger fast.
Men Socialdemokratiet siger altså, at det kan komme på tale at gøre dagpengeperioden fleksibel.
- I fremtiden kan jeg bestemt ikke være afvisende for, at det kan lade sig gøre, men det er klart, at vi har en aftale om et regeringsgrundlag, som vi selvfølgelig er nødt til at forholde os til, og det er SF jo også, siger Leif Lahn Jensen.
Hos den anden regeringspartner, De Radikale, vil man slet ikke forholde sig til Annette Vilhelmsens udspil.
- Vi blander os ikke i det, der foregår i SF omkring formandskabet. Der er ingen kommentarer fra De Radikale, siger finansordfører Marianne Jelved.
Flere ledende ministre med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen har inden for den seneste måned understreget, at der ikke skal pilles ved den to-årige dagpengeperiode.