Russiske styrker har slået til mod militante i flere regioner i Nordkaukasus. Det oplyser Den Nationale Anti-Terrorisme Komité (NAC).
- Den koordinerede aktion har stoppet adskillige problematiske bandeledere, bandemedlemmer og deres sammensvorne og har voldt stor skade på det system, som de arbejder under, lyder det i en pressemeddelelse.
Der er ofte sammenstød i regionen, hvor oprørsgrupper kæmper for selvstændighed og ønsker de russiske soldater væk fra regionen.
Oprørerne har tætte kontakter til lande i Mellemøsten og får angiveligt både penge og våben fra deres sympatisører der.
De synes dog svækket på det seneste, efter at de russiske militære styrker har tilføjet dem alvorlige nederlag og anholdt flere af oprørernes ledere.
/ritzau/AFP