EU-landene og især USA håber på, at et resolutionsforslag fredag kommer til afstemning om at indføre sanktioner mod Iran, hvis landets præstestyre ikke stopper sit atomprogram.
Rusland har dog længe været kritisk over for vidtgående sanktioner og ønsker blandt andet derfor, at afstemningen bliver udsat i mindst et døgn.
»Jeg tror ikke, at der bliver stemt fredag. Måske lørdag, men det er helt klart, at vi har brug for en ekstra dag til at tænke og diskutere resolutionsforslaget igennem,« sagde Ruslands FN-ambassadør, Vitaly Churkin, torsdag ifølge Reuters.
Iran vil fortsætte sit atomprogram ligegyldig hvad, FN’s beslutning bliver, også selvom en resolution bliver vedtaget med Ruslands stemme. Rusland har lovet at hjælpe Iran med at bygge en letvandsreaktor på et nyt atomkraftværk uden for hovedstaden Teheran.
Ifølge talrige udtalelser fra præstestyret i Iran skal atomteknologien kun bruges til fredelige formål – ikke til at producere atombomber med, som USA, Israel og flere europæiske lande frygter.
Hvis FN-sanktionerne bliver vedtaget, bliver det ulovligt at eksportere en lang række materialer og teknologier til Iran, der kan bruges til at berige uran med. Desuden bliver det ulovligt at sælge ballistiske raketsystemer, hvilket vil få økonomiske konsekvenser for russerne, der årligt eksporterer raketsystemer for flere hundrede millioner kroner til Iran.