Rusland opfordrer parterne på den delte koreanske halvø til at holde nerverne i ro, nu da Nordkorea lørdag nok engang har skruet op for krigsretorikken over for Sydkorea.
Tidligere lørdag erklærede styret i Pyongyang, at man anser sig for at være i krig Sydkorea.
- Vi håber, at alle parter udviser maksimal tilbageholdenhed og ansvarlighed, og at ingen overskrider den røde linje, siger det russiske udenrigsministeriums Nordkorea-udsending, Grigorij Logvinov, til nyhedsbureauet Interfax.
- Selvfølgelig kan vi ikke være ligeglade, når spændingerne eskalerer ved vores østlige grænse. Vi kan ikke andet end at være dybt bekymret, tilføjer diplomaten.
Udenrigsministeriet i Moskva anser situationen for at være "meget anspændt og farlig", men hæfter sig ved, at både Sydkorea og USA har reageret forholdsvis afdæmpet på de hårde toner fra Pyongyang.
Mens amerikanerne siger, at de tager truslen fra Nordkorea alvorlig, så mener sydkoreanerne, erklæringen blot er del af en hel serie af trusler, der er fremsat på det seneste.
Ifølge Logvinov er Rusland i løbende kontakt med de andre lande i sekspartsforhandlingerne om det nordkoreanske atomprogram - det vil sige Nord- og Sydkorea, Kina, USA og Japan.
Nyhedsbureauet Interfax citerer også en anden, anonym diplomatisk kilde i Moskva for, at reaktionerne fra amerikansk og sydkoreansk side kan gavne bestræbelserne på at finde en diplomatisk løsning på konflikten.
- Dette er ikke tiden til åbne ild. Det er tid til et aktivt, ikke-offentligt diplomati med det formål at finde en politisk løsning, siger kilden.
Nordkoreas unge leder, Kim Jong-un, satte fredag nordkoreanske missiler i beredskab til at kunne ramme amerikanske baser, efter, at USA torsdag sendte to bombefly i luften over Sydkorea og smed løs ammunition ned.
/ritzau/dpa