Danmarks hemmelige politi, PET, var direkte involveret i jagten på en af verdens mest efterstræbte terrorledere, Anwar al-Awlaki, før han blev dræbt i Yemen under et amerikansk dronefly-angreb i september sidste år.
Det skriver Jyllands-Posten.
Politiets Efterretningstjeneste havde sammen med CIA fået placeret en agent, danskeren Morten Storm, så tæt på Awlaki, at det var muligt at opspore al-Qaeda-lederen i det sydlige Yemen.
- Jeg kunne hjælpe CIA og PET til at spore Anwar, så amerikanerne kunne sende en drone efter ham. Det var hele planen, som var lavet af CIA og PET, fortæller Morten Storm, som søndag står frem i Jyllands-Posten.
Avisen er i besiddelse af en lydoptagelse optaget den 7. oktober i fjor på Hotel Marienlyst i Helsingør.
Her omtaler en CIA-agent Awlaki-operationen som en fælles mission for PET og CIA og tilføjer, at Morten Storms bidrag var så vigtigt, at hans person var kendt i Det Hvide Hus.
Imidlertid siger CIA-agenten også, at det ikke var den fælles mission mellem PET, CIA og Storm, der konkret førte til drabet på Awlaki, men en parallel og samtidig CIA-aktion.
Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet på Aarhus Universitet, mener, at Mortens Storms udtalelser rejser alvorlige spørgsmål om PET's skjulte aktiviteter i krigen mod terror samt om manglende demokratisk kontrol med tjenesten.
Han bakkes op af Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret på Københavns Universitet, mens andre jurister mener, at PET efter folkerettens regler om væbnet konflikt har holdt sig inden for reglerne.
Chefen for PET, Jakob Scharf, skriver i et svar til Jyllands-Posten, at PET "ikke har bidraget i forbindelse med den militæroperation, der førte til drabet på al Awlaki i Yemen".
PET vil imidlertid ikke kommentere Storms oplysninger om, at tjenesten deltog aktivt i lokaliseringen af Awlaki, før han blev dræbt.