Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger i forbindelse med et Nato-møde i Bruxelles, at både Rusland, Kina og flere andre lande er bekymrede over Natos "kunstige tidsplan" for en gradvis nedtrapning af militæroperationen i Afghanistan.
Kritikken kommer efter to dage, hvor de 28 Nato-lande og de yderligere 22 lande, der bidrager til Isaf-styrken i Afghanistan, har haft travlt med bekræfte deres opbakning til planen om at afslutte kampoperationerne ved udgangen af 2014.
- Så længe Afghanistan ikke selv er i stand til at garantere for sikkerheden i landet, så er det forkert at sætte kunstige tidsplaner for tilbagetrækning, og man bør ikke lave den slags planer, sagde Lavrov torsdag på et pressemøde.
- Og vores centralasiatiske partnere er altså også bekymrede over det samme. Kina og mange andre lande stiller de samme spørgsmål, sagde Lavrov.
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, afviste kritikken og sagde, at der "bestemt ikke er noget kunstigt" over planen.
- Tidsplanen er nøje forberedt og aftalt med afghanerne, sagde Fogh.
Der er i øjeblikket 130.000 soldater i den Nato-ledede Isaf-styrke, som i stigende grad rykker fra egentlige kampopgaver til at træne de afghanske sikkerhedsstyrker, som i løbet af i år efter planen skal vokse fra nu 330.000 til 352.000 mand.
Den gradvise overdragelse af ansvaret til de afghanske sikkerhedsstyrker skal efter planen kulminere ved udgangen af 2014.
Afghanistans forsvarsminister, Abdul Rahim Wardak, erkendte i forbindelse med mødet i Bruxelles, at han selv har været skeptisk over for planen om, at Afghanistans hær i årene derefter også skal skrumpe mod en endelig størrelse på 228.500 mand.
- Jeg var også bekymret, da det koncept først blev introduceret. For hvordan kan man nærmest samtidig gennemføre Isafs tilbagetrækning, overdragelsen af ansvaret til de afghanske styrker og en nedtrapning af de afghanske styrker, spurgte Wardak.
Men Wardak tilføjede, at han nu er helt tryg ved planen - dels fordi de afghanske soldater bliver stadig bedre uddannet, og dels fordi der er bygget tilstrækkelig meget fleksibilitet ind i planen til, at den kan justeres efter situationen.
Den afghanske forsvarsminister understregede, at han dermed ikke beder om, at Isaf bliver længere tid i Afghanistan.
- Det handler mere om nedtrapningen af de afghanske sikkerhedsstyrker end om afviklingen af Isaf, sagde Wardak.