En festlig fødselsdag blev natten til søndag til blodig alvor.
Tre mænd blev stukket ned, og der blev affyret flere skud i forbindelse med en fødselsdagsfest på Amager.
- Ingen ved, hvem gerningsmændene er. Det var tilfældigt forbipasserende, der sikkert har set, at der var fest, fortæller André Nielsen.
Han er formand for rugbyklubben CSR-Nanok, hvor festen blev holdt.
Havde lånt lokalet
Et medlem af rugbyklubben havde lånt klublokalet for at fejre sin 23-års fødselsdag. Klubben ligger på Holmen på Amager; et stenkast fra Christiania.
To af de sårede mænd er medlemmer af CSR- Nanok, den tredje er medlem af en anden rugbyklub.
Formand André Nielsen afviser, at gerningsmændene havde tilknytning til klubben eller rugby-miljøet.
- Det kunne lige så godt være sket i en fodboldklub, en ungdomsklub eller til en hvilken som helst anden fest, siger han.
Ikke slagsbrødre
Han er nu bekymret for,om hændelsen kan give klubben et dårligt ry.
- Vi er sportsfolk, ikke slagsbrødre. Rugby-spillere slås på banen - ikke til fester. Det har intet med os at gøre, fastslår han.
Ifølge André Nielsen var en flok uindbudte gæster dukket op til festen i løbet af natten. De havde været enormt konfliktsøgende og ville gerne i slagsmål.
- Én af gæsterne sagde til dem, at de skulle slappe lidt af. Så var kniven der med det samme, og de stak vildt omkring sig. Den ene af dem, der blev stukket, stod fredeligt med ryggen til og drak en øl, siger André Nielsen.
Alle de sårede er meldt uden for livsfare.
Politiet afhører søndag formiddag alle vidner og håber på, at det kan lede til opklaring af, hvem gerningsmændene er.
De tre efterlyste mænd er ifølge politiet 'indvandrertyper'.