Mens bryllupsforberedelserne er i fuld gang for den amerikanske skuespillerinde Meghan Markle og hendes kommende ægtemand, prins Harry, er der nogen, der forsøger at slå skår i glæden for det unge par.
Et brev adresseret til parret på Kensington Palace har nemlig vist sig at indeholde et hvidt pulver, som først blev mistænkt for at kunne smitte med miltbrand. Det viste sig dog at være harmløst.
Det skriver den britiske netavis Evening Standard.
Scotland Yard, som er hovedkvarter for politistyrken i London, er i gang med at efterforske brevet, der ifølge mediet også indeholdt et racistisk budskab. Brevet endte dog aldrig hos det unge par, men blev opsnappet inden.
Meghan Markle har med sit forhold til prins Harry skullet vænne sig til at være konstant overvåget af et sikkerhedsteam.
Sikring mod terror er ifølge Evening Standard prioriteret højt forud for brylluppet, efter at Storbritannien de senere år har oplevet flere angreb.
Brevet ændrer dog ikke på nogle af de planer, parret har lagt for brylluppet.
Kensington Palace har tidligere afsløret, at prins Harry og hans udkårne efter brylluppet lørdag den 19. maj efterfølgende vil køre i hestevogn ned ad hovedgaden i Windsor for at lade så mange som muligt følge dem på vej på den store dag.
/ritzau/