Den kongelige kærlighed stråler fra prinsesse Alexandra af Berleburg og grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille af Egeskov Slot.
Den 46-årige prinsesse, der er dronning Margrethes niece og datter af prinsesse Benedikte, har nemlig fundet sammen med den 52-årige greve.
Det bekræfter den nyforelskede greve over for Billed-Bladet.
- Vi er meget, meget glade. Det føles rigtigt godt og meget dejligt, siger han til ugebladet.
- Lige nu er vi bare lykkelige og glade over, at to som os kan finde kærligheden, så vi tager det hele stille og roligt og nyder det meget. Men vi er meget glade, og alt fungerer fint, tilføjer han til Billed-Bladet.
Michael Ahlefeldt-Laurvig-Billes nye svigermor, prinsesse Benedikte, er faktisk også hans gudmor.
Prinsesse Alexandra har børnene Friedrich og Ingrid fra ægteskabet med greve Jefferson-Friedrich, som hun bekendtgjorde skilsmissen fra i maj 2017 efter 18 års ægteskab.
Bruddet er den anden royale skilsmisse i det danske kongehus. I 2004 oplyste kongehuset, at prins Joachim og grevinde Alexandra skulle skilles.
Sidste år blev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille skilt fra Caroline Søeborg Ahlefeldt-Laurvig-Bille, som han har to børn med, efter ti års ægteskab.
/ritzau/FOKUS