Roskilde Festival bryster sig i år af at være den første festival i Norden med det officielle Svanemærke, men ude på campingpladserne fortæller virkeligheden en helt anden og langt mere ildelugtende historie.
Da de sidste gæster søndag forlod området, stod markerne tilbage som en gigantisk svinesti: knækkede teltstænger i bunker, soveposer smidt i mudderet, et tæppe af tomme dåser og plastik i alle tænkelige farver, der blafrede i blæsten.
SE og HØR tog en tur gennem campingområdet på festivalens absolut sidste dag, og synet var alt andet end grønt. Her var der langt mellem de velmenende affaldsposer og sorteringsstationer, og meget tæt mellem pizzabakker, engangsgrill og ødelagte pavilloner, der bare var efterladt.
Ironien er til at tage og føle på. For mens Svanemærket kun dækker selve festivalens afvikling og ikke campingområderne, har Roskilde alligevel gjort en dyd ud af at signalere bæredygtighed. Overalt på pladsen var der opsat sorteringsstationer og informationsskilte, der mindede publikum om at tage deres ansvar alvorligt.
Men igen i år ser det ud til, at dovenskaben har vundet over de grønne intentioner.