Manchester United er i favorittens rolle, når holdet tirsdag aften løber på banen til udekampen mod Cluj i Champions League.
United-stjernen Wayne Rooney advarer dog mod at tro, at den engelske storklub uden videre vinder kampen i Rumænien.
- Champions League er helt anderledes end Premier League. Hvis man ikke yder sit bedste, bliver man straffet, hvilket skete for os i sidste sæson, siger Wayne Rooney ifølge nyhedsbureauet AFP.
I sidste sæson blev Manchester United sensationelt sendt ud af Champions League i gruppespillet, da schweiziske Basel vandt et internt opgør i den sidste gruppekamp og gik videre på Uniteds bekostning.
- Vi skal sørge for, at det ikke sker igen i år, så det er en stor kamp for os.
- Forhåbentlig får vi en sejr, hvilket vil bringe os i en god position til at gå videre, siger Wayne Rooney.
Både Manchester United og Cluj fik en god start på Champions League med sejr i den første kamp i gruppe H.
Manchester United vandt 1-0 hjemme over tyrkiske Galatasaray, mens Cluj overraskede ved at vinde 2-0 ude over Braga fra Portugal.
Cluj kvalificerede sig til Champions League ved at eliminere Manchester Uniteds bøddel fra sidste år, Basel, med samlet 3-1 i de afgørende playoff-kampe.
/ritzau/