På hvor mange forskellige måder, kan ordene "vi venter på redegørelsen" siges?
Den disciplin har Venstres spidser i den seneste tid forfinet. Og på trods af Informations seneste oplysninger, er det stadig budskabet.
"Integrationsministeren har sagt, at der kommer en redegørelse om sagen i sin helhed, og før den redegørelse kommer, har jeg ingen kommentarer," lyder det fra Venstres gruppeformand Kristian Jensen.
Eyvind Vesselbo (V) kommer med en lidt anden udgave:
"Der er nogle anonyme nogen, der har sagt noget. Det kan man jo ikke diskutere. Så lad os nu vente og få redegørelsen, og så kan vi snakke om det."
Samme ord kommer fra statsminister Lars Løkke Rasmussen på dagens pressemøde.
Heller ikke beskæftigelsesminister Inger Støjberg og finansminister Claus Hjort har mere at tilføje, før den famøse redegørelse ligger klar.
Dermed får dagens oplysninger i Information altså ikke umiddelbart konsekvenser for integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
Anonyme embedsmænd siger ellers til dagbladet, at integrationsministeren har givet direkte besked om at afvise statsløse, der søger om statsborgerskab.
Men det betyder altså ikke, at udredningen bliver fremskudt.
"Vores tålmodighed er så lang, at vi gerne skulle se sagen i sin helhed. Derfor har vi bedt Birthe om at levere en redegørelse, der ikke bare viser enkeltaspekter, men hele sagen," siger Kristian Jensen.
Hvornår integrationsministeren deadline er, vil han ikke fastslå. Ifølge statsministeren bliver det en gang i næste uge.