Svensk politi forfølger desperat ethvert spor i sagen om mordet på en lille dreng.
Drengen blev fundet dræbt i sidste uge i en skov i Ljungby.
Det nyeste tip er en rød bil, formentlig en Skoda, som er set nær skoven, hvor den 4-årige dreng blev fundet dræbt.
"Vi vil meget gerne i kontakt med bilens ejer," siger informationsmedarbejder i politiet Robert Loeffel. Det skriver Expressen.
Svensk politi har gennemført cirka 170 forhør og modtaget cirka 30 tip i sagen.
Den myrdede dreng var ude at lege med sine fem søskende, men forsvandt sporløst. Fem timer senere blev han fundet død i en skov nær legepladsen.
Politiet indrømmer, at det er en meget svær sag.
"Der er få tip i forhold til hvor grov en forbrydelse, der er begået. Det gør vores efterforskning meget besværlig," siger Robert Loeffel ifølge den svenske avis.
Politiet forfølger også spor, der peger i retning af, at den myrdede var voldsomt oppe at skændes med andre børn på legepladsen.
Kilde:Expressen