Det vakte undren, da TV 2 kort før årets Tour de France meldte ud, at Rolf Sørensen af “personlige og private årsager” ikke ville indtage pladsen ved siden af Dennis Ritter i kommentatorboksen.
Endnu har den populære tv-ekspert ikke selv kommenteret årsagen, men i et interview med Ekstra Bladet sætter hans mangeårige makker lidt ord på, hvordan det går.
– Jeg ved, at han har det godt. Jeg var sammen med ham så sent som i tirsdags. Vi holder også foredrag med jævne mellemrum, og de bliver gennemført. Så på den måde er der ingenting, der er endeligt, siger Dennis Ritter i interviewet.
Lørdag begynder årets Vuelta a España. Og selv om Rolf Sørensen heller ikke her vil være at høre i lydsporet til etapeløbet, har Dennis Ritter ikke opgivet håbet om at få sin gamle makker tilbage.
– Jeg håber da, at han sætter sig i kommentatorstolen ved siden af mig igen, når det bliver muligt.
Sidste år måtte Rolf Sørensen melde afbud til Tour de France på grund af hjerteproblemer, men dengang blev han klar til at kommentere Vuelta a España i august.
Ritter og Sørensen har været fast kommentatorpar i næsten 20 år, og har derudover i en årrække også lavet de populære optaktsprogrammer "Rolf og Ritter på Tour", hvor man har kunnet se makkerparret slide sig igennem nogle af de ruter, som Tour-rytterne skal igennem.
Det er derfor et utroligt sammentømret makkerpar, og der er ingen tvivl om, at Rolf Sørensen har stor betydning for den 52-årige Dennis Ritter:
– Det giver mig en stor tryghed, at Rolf sidder ved siden af mig. Du har et forspring, og vi behøver ikke aftale ting på forhånd. Vi behøver ikke afstemme ting eller finde hinandens små særheder, fordi vi kender det, sagde Dennis Ritter til Ekstra Bladet sidste år.