Rita på 61 mærker presset: Jeg kan ikke arbejde for fuld skrue til jeg fylder 67 år
Rita Cassøe oplever et arbejdsmarked uden en mellemvej. Det er enten fuld skrue eller intet job. Foto: privat.
61-årige Rita Cassøe elsker sit arbejde som lærer i Vendsyssel. Men forudsætningen for at holde til sit krævende job de næste seks år er nedsat arbejdstid.

Til august kan Rita Cassøe fejre 20 års jubilæum som underviser ved AOF Vendsyssel. Hun glæder sig allerede, for når man er glad for sit arbejde, er et rundt jubilæum på jobbet en festdag.

- Jeg er rigtig glad for at undervise ordblinde og andre, der skal have bedre danskkundskaber. Jeg elsker mit arbejde og vil gerne arbejde mange år endnu, hvis jeg kan holde til det. Men det kan kun lade sig gøre, hvis jeg får mulighed for kortere arbejdsdage eller fridage, siger hun.

Derfor bakker Rita Cassøe op om Uddannelsesforbundets ønske om rettigheder til fleksibel tilbagetrækning og seniordage, når der næste år skal forhandles nye overenskomster på det offentlige område.

Rita Cassøe er sund og rask. Men hun er også årgang 1955, hvilket kan mærkes, når man har krævende fuldtidsarbejde.

Nye krav og stigende tempo

- Jeg kan mærke, at jeg bliver træt på en anden måde end for et par år siden. Der er også hele tiden nye krav og stigende tempo. Det er, som om vi arbejder mere koncentreret nu sammenlignet med for ti og tyve år siden, og det er hårdt, siger hun.

- Arbejdsmarkedet har virkelig ændret sig. Enten arbejder man for fuld skrue, eller også arbejder man slet ikke. Jeg foretrækker den bløde mellemvej, og det er nok også det jeg kan holde til i min alder, siger hun.

For Rita Cassøe betyder den koncentrerede arbejdsindsats uden mange åndehuller i løbet af arbejdsdagen, at hun er drænet for energi, når hun kommer hjem til mand, hus og have.

- Jeg har ikke energi til at lave så meget andet efter arbejdstid. Det er svært at nå andet end mit arbejde og så bruge fritiden på at samle kræfter til næste arbejdsdag, konstaterer hun.

- Det ideelle for mig vil være, at jeg ville kunne arbejde i færre timer om ugen. At få en seniorordning, hvor jeg har kortere arbejdstid, men ikke bliver trukket i min pensionsindbetaling, siger hun.

Rita Cassøe er superglad for sit arbejde som underviser for ordblinde. Her er hun sammen med sin kursist Shwee Honsarwatoi.   

Mit arbejde nytter

Den nordjyske lærer understreger, at det ikke skal lyde som en klagesang, fordi hun grundlæggende elsker at se for eksempel ordblinde blomstre, når de knækker læsekoden.

- Mit arbejde nytter, og jeg kan sagtens se mig selv arbejde i mange år endnu, hvis det var på en seniorordning. Jeg har indbetalt til efterløn, og har mulighed for at gå på efterløn til november. Men jeg er ikke parat til at forlade mit gode job. Jeg foretrækker at arbejde men i mindre omfang end i dag, siger hun.

Med den ene omstrukturering og reform efter den anden har Rita Cassøe prøvet lidt af hvert, siden hun blev uddannet som folkeskolelærer i 1978. 

- Før i tiden kunne man forberede sig til næste dags undervisning hjemme om aftenen. Det betød, at man kunne få fred i hovedet efter en dag på skolen, inden man tog fat igen. Men nu er der tvungen tilstedeværelse til forberelse på skolen, og det gør det hårdere og mindre fleksibelt, siger hun.  

Statsminister Lars Løkke Rasmussens planer om at hæve pensionsalderen yderligere giver hun ikke mange sure sild for.  

- Jeg kan sagtens forstå protesterne fra håndværkere, der har fysisk hårdt arbejde. Min egen far var murer, der blev slidt op i knæ, ryg, ja hele kroppen af sit arbejde. Mit slid er mere mentalt, fordi jeg også møder mennesker, hvis problemer og udfordringer jeg tager med hjem og spekulerer over, samtidig med at jeg skal præstere og give den bedste undervisning, siger hun.  

Men i takt med den højere gennemsnitlige levealder mener Rita Cassøe også, det er samfundsøkonomisk nødvendigt, at de, der kan holde til det, bliver på arbejdsmarkedet i nogle flere år. Derfor mener hun, at der skal flere rettigheder til seniorordninger ind i overenskomster og lovgivning, og så må det være op til den enkelte at blive på arbejdsmarkedet, så længe man har lyst og kan holde til det.