Klaus Riskær: Derfor fyrede jeg min kandidat
Klaus Riskær Pedersen. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
50-årige Christina Asklund er ifølge Klaus Riskær Pedersen en "sød pige med gode mærkesager".

Det var ikke en fejl at offentliggøre 50-årige Christina Asklund som folketingskandidat for partiet Klaus Riskær Pedersen.

Det siger partiformanden, Klaus Riskær Pedersen, til DR, selv om han torsdag valgte at sløjfe hende som kandidat til det kommende valg.

I tirsdags blev hun ellers offentliggjort som en af partiets tre kandidater ud over partiformanden selv.

Klaus Riskær Pedersen siger, at hun ikke kan klare mediepresset.

Det stemmer overens med den forklaring, Christina Asklund selv kom med torsdag, da hun fortalte om, hvorfor hun blev vraget efter kun to dage.

Det var fordi, at Klaus Riskær Pedersen ikke mente, at hun kunne klare mediepresset, udtalte Asklund.

- Christina er en rigtig sød pige med gode mærkesager, men min vurdering er, at hun vil få problemer med at klare mediepresset, siger Klaus Riskær Pedersen dagen derpå.

Han fastholder, at det ikke var en fejl at udpege Christina Asklund som kandidat i første omgang.

- Nej, syretesten er, når man kommer ud i det offentlige rum som kandidat, og her er det mit ansvar at levere det rigtige hold.

- Samlet set ville det være dårligt for hende og en svækkelse af projektet, hvis jeg ikke fandt en anden, siger han.

/ritzau/

/ritzau/