FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, opfordrer Indien til at sikre, at ingen indere bliver statsløse.
Udmeldingen kommer, efter at myndighederne i delstaten Assam lørdag offentliggjorde statsborgerlister uden navnene på i alt knap to millioner mennesker.
- Enhver proces, der kan efterlade mange mennesker uden nationalitet, ville være et stort slag mod den globale indsats for at udrydde statsløshed, siger Filippo Grandi.
Flygtningehøjkommissæren påpeger, at det er afgørende at "sikre tilstrækkelig adgang til information, retshjælp og muligheder for at anke sager i overensstemmelse med de højeste retssikkerhedsmæssige standarder".
I den nordøstlige delstat Assam har myndighederne registreret 31,1 millioner mennesker.
Men 1,9 millioner er ikke med på listerne, da de ikke lever op til opstillede krav.
Regeringen har forklaret, at man ønsker at opspore og udvise immigranter uden papirer fra Bangladesh.
Men den har også påpeget, at de personer, der ikke kommer med på den endelige statsborgerskabsliste ikke vil blive klassificeret som udlændinge.
Hvad der sker fremover, er uklart.
De, der ikke kommer på listen, kan appellere til særlige retsinstanser, men hvis de taber kan de blive tilbageholdt i særlige centre.
De nye lister med statsborgere er udarbejdet under stærkt forhøjet sikkerhed med indsættelse af 20.000 ekstra politifolk.
Processen vanskeliggøres ved, at mange indbyggere i regionen er analfabeter og mangler personlige dokumenter
Statsborgerskabslisterne er omstridte, og myndighederne er fra flere sider blevet kritiseret for deres behandling af muslimer.
Millioner af muslimer flygtede i 1971 til Indien fra Bangladesh, da landet, der dengang hed Østpakistan, løsrev sig fra det daværende Vestpakistan.
Den 25. marts 1971 begyndte en massakre, hvor omkring 50.000 civile blev dræbt i Bangladesh af soldater fra Vestpakistan.
Indien blev efterfølgende inddraget i en krig med Vestpakistan, som førte til en deling af det oprindelige Pakistan.
/ritzau/
/ritzau/AP