»Spillere, der ikke spiller for deres klubhold, kan ikke spille landskampe: Riquelme er den eneste undtagelse.«
Sådan siger den argentinske landstræner, Alfio Basile, om guldfuglen Juan Roman Riquelme, som i weekenden atter var på pletten, da Argentina tog den tredje sejr af tre mulige i den sydamerikanske VM-kvalifikation. Bolivia blev slået med 3-0, og Riquelme var manden bag to af målene.
»Riquelme er et fænomen. Hans to mål var ekstraordinære, og jeg er opfyldt af stolthed og glæde over at have en spiller som ham på mit hold,« roser landstræneren.
Ingen spilletid
Det første af 10 erens mål blev sat ind direkte på frispark, mens det andet var en inderside på et oplæg fra Messi.
Det fantastiske ved Riquelmes præstation er, at han udelukkende har landsholdet til at opretholde formen, idet han er raget uklar med sin træner i Villareal, hvor han slet ikke har spillet i denne sæson. Sidste sæson var Riquelme udlejet til Boca Juniors, og dér vil argentineren vældigt gerne tilbage til.
Vil spille hver søndag
»Boca Juniors er mit hjem, og jeg ved, at jeg skal tilbage dertil på et tidspunkt. Forhåbentlig snart, for jeg vil have en afklaring, så jeg kan spille hver søndag,« siger han.
VM-kvalifikationen i Sydamerika foregår således, at de 10 hold spiller alle mod alle både ude og hjemme, og så går de fire bedste til VM. Nummer fem skal spille mod nummer fire fra den nordamerikanske gruppe om en enkelt VM-billet.